Kontakt-ø
Kontakt-ø
Hvad er en kontakt-ø?
En kontakt-ø er en konkret, afgrænset og målrettet aktivitet, som giver mulighed for kontakt mellem beboer og medarbejder. Rammen omkring en kontakt-ø er altid fastlagt og foregår på et planlagt tidspunkt inden for et tidsbestemt forløb. Start- og sluttidspunktet for kontakt-øen kan markeres med et lille ritual, f.eks. ved at tænde et lys ved begyndelsen og puste det ud ved afslutningen.
Ved at arbejde regelmæssigt og struktureret med kontakt-øer skabes der en daglig rytme og forudsigelighed, som har stor betydning for den enkelte borgers trivsel. De dagligt tilbagevendende aktiviteter i kontakt-øen giver borgerne en følelse af kontrol og forudsigelighed, hvilket styrker deres selvtillid og tillid til omverdenen.
Sådan anvender vi Kontakt-ø på Fællesbo
På Fællesbo bruges metoden blandt andet til at skabe et rum for samtale, hvor omgivelsernes kontekst forklares. Kontakt-øen bliver således et pædagogisk redskab, hvor der er mulighed for at arbejde med Aaron Antonovskys tre begreber for skabelse af sammenhæng: Begribelighed (forudsigelighed), håndterbarhed (belastningsbalance) og meningsfuldhed (delagtighed/deltagelse).
Indholdet af kontakt-øen kan variere fra gang til gang, alt efter beboerens ønsker og tilkendegivelser. I kontakt-øen skabes et rum, hvor der er koncentreret én-til-en kontakt. Det bliver således et redskab til at styrke relationen og skabe tilknytning mellem borger og medarbejder.
På Fællesbo tager brugen af kontakt-ø som pædagogisk redskab altid afsæt i den enkelte borgers individuelle behov, hvortil selve metoden er tilpasset.
Vil du vide mere?
Ring til os på telefon +45 41 99 69 20 eller send en mail til info@fondenfaellesbo.dk. Vi besvarer din henvendelse hurtigst muligt.